Anmeldelser

Hillcrest Hus

​

Denne uges udvalgte projekt er Kianna Kitter Rasmussens magiske og mystiske ungdomsroman, Hillcrest Hus, der kan findes på siden her.

​

Hillcrest Hus handler indledningsvis om den 11-årige Mason Hunter, der skal tilbringe en regnfuld sommer hos sin moster Judy i Maine i USA. Moster Judy bor i et gammelt, næsten gotisk udseende hus, som Mason gradvist går på opdagelse i hen over sommeren. Han erfarer inden længe, at både huset og hans moster gemmer på hemmeligheder, og ved mødet med pigen Cassie starter et langt venskab og en historie spækket med magi, mysterier og spænding.

​

Kiannas roman er gribende fra første side, og den folder sig ud som en sød og tankevækkende historie om barndommens magi og dens tråde til voksenlivet over dens mange velskrevne sider.

​

Vi bed særligt mærke i historiens åbning, der helt suverænt formår at fange læseren fra start. Der lægges op til et mysterium og en masse spørgsmål, som man føler, man bare MÅ have svar på. Man får et indtryk af, hvor romanen vil lede hen, ved at der teases lidt om Masons fremtid, før man springer tilbage til, hvor det hele startede. At åbne en roman stærkt og fængende er en kunst i sig selv. Det kan være rigtig smart at starte ”midt i historien”, in medias res, som det kaldes, og ved at springe i tid give en forsmag på, hvor historien vil føre læseren hen. Et tidsspring, som det Kianna benytter sig af her, kan netop opnå at pirre læserens opmærksomhed uden at afsløre for meget. Hvordan ender Mason der? Hvad sker der undervejs i historien, der leder til denne kritiske situation? Disse spørgsmål vil hænge i tankerne hos læseren hele vejen gennem historien og vil drive ham/hende til at læse videre og finde svar.

​

I samme stil indledes hvert kapitel med et citat, som også giver en lille forsmag på, hvad kapitlet kommer til at handle om, hvad der kommer til at ske, og hvilke temaer der vil være på spil. Det fungerer rigtig godt, og det er noget som mange bestsellerforfattere også benytter sig af.

​

Kianna gør også rigtig godt brug af dialogen til at fortælle historien. Den holdes simpel og ukompliceret, og replikkerne får for det meste lov at tale for sig selv, uden at der tilføjes for mange fortællerbemærkninger, der forklarer, hvad der menes, og hvordan det bør opfattes og fortolkes. Hun lader replikkerne male et billede af personerne, i stedet for aktivt at fortælle læseren, hvordan han/hun bør opfatte og forstår dem. For eksempel får man indtrykket af, at den ældre herre Andrew, der kommer og henter Mason på stationen, er en lidt kæk type, uden at fortælleren overhovedet beskriver ham som sådan. Han er kæk, men hensynsfuld og reelt interesseret i Mason – alt sammen noget, som hans måde at tale til ham på og adfærd afslører om ham. Samtidig får man også indtrykket af, at Mason er en ensom dreng, at der måske er lidt knas med familien, og at han er usikker på sig selv.

Det er alt sammen meget underforstået, og læseren bliver sat lidt på opgave i forhold til at læse personerne og selv drage konklusioner.

JAN BAGGE-NIELSEN

SPOTLIGHT - UNITE AND WRITE